Fællesskab. På Galtrup Efterskole på Mors har flere af de grønlandske piger valgt Fitness Dans som linjefag. Her træner de til en danseopvisning. Foto: Sarah Bech
Mange grønlandske unge tager til Danmark for at blive bedre til dansk, så de kan få en uddannelse hjemme i Grønland. Men det kan være svært at forene dansk og grønlandsk – både kulturelt og sprogligt. Det ved eleverne i den grønlandske klasse på Galtrup Efterskole.
Af Nanna Holm Hansen, Joachim Voss og Sarah Bech
7. semester projekt, forår 2018
Pigerne danser i sporty t-shirts i skrigende røde og lilla farver. Med tydelige bevægelser vinker de, svinger hofterne og drejer rundt om sig selv til lyden af Britney Spears’ Circus.
Engang imellem afbryder de deres egen koncentration for at grine til hinanden eller rette på højtsiddende knolde og stramme hestehaler. Men der går kun få øjeblikke, før pigerne øver videre og svinger hestehalerne 360 grader.
Det er eftermiddag på Galtrup Efterskole, og pigerne fra den grønlandske klasse har Fitness Dans som linjefag. I morgen skal de vise dansen for hele skolen.
En af dem er 16-årige Maritha Schmidt fra Ilulissat, Grønlands tredjestørste by. Hendes sportsbluse er rød og har Galtrup Efterskoles logo på. Maritha forlader hallen og sætter sig alene ud i foyeren. Hun græder lydløst.
– Det er bare hjemve, siger hun.
Hun lægger hånden mod panden og sidder med benene over kors. Hun børster stille tårerne væk, så pudderet på kinden bliver tværet ud. Inde i hallen griner pigerne videre og danser foran helspejlet.
Maritha kommer ind igen og sætter sig på gulvet for at snakke med to piger fra den grønlandske klasse. Imens sidder de danske piger på måtter i hjørnet og skriver på mobil. Maritha giver sig igen til at danse med veninderne.
Første stop: Mors
For at få en ungdomsuddannelse i Grønland er det nødvendigt at kunne tale og skrive dansk – godt dansk. Men det kniber med danskkundskaberne for nogle elever i Grønland. Derfor vælger omkring 250-300 grønlandske unge hvert år at tage på efterskole i Danmark for at styrke deres danske sprog. Det svarer til en tredjedel af en grønlandsk ungdomsårgang. Og det nytter noget.
Flere grønlandske elever, der har været på danske efterskoler, kommer ind på en ungdomsuddannelse end de grønlandske unge, der tager på efterskole i Grønland. Samtidig styrker de unge andre kompetencer som faglighed, selvstændighed og netværk. Men et ophold i Danmark er langt fra lutter idyl. Hjemve og kulturelle forskelle skaber problemer for mange af de unge – også for dem på Galtrup Efterskole.
Galtrup Efterskole ligger på Mors i Limfjorden og er landets ældste eksisterende efterskole. Ifølge skolens mangeårige lærer, Kirsten Mouritsen, har Galtrup haft grønlandske elever på skolen i langt størstedelen af de 40 år, hvor hun har været ansat. I dag tilbyder efterskolen som den eneste i Danmark, at grønlandske elever kan gå i en ren grønlandsk klasse, hvor der på den nuværende årgang går 13 elever. Klassen skal dog ikke op til en dansk afgangseksamen.
Dagene på Galtrup minder meget om hinanden. Hver morgen er der morgengåtur på 800 meter rundt om skolen. Hvis ikke turen er tilbagelagt inden 7.30, skal eleverne på en endnu længere gåtur i frokostpausen. De fleste aktiviteter er skemalagte, og der er helt faste spisetidspunkter.
Morgenmad fra 7.15 til 7.55. Frokost mellem 12 og 13. Mellemmåltid midt på eftermiddagen. Tidlig aftensmad klokken 17.30. Natmad klokken 21.
Det ligger helt fast, så eleverne må vænne sig til rytmen.
Til trods for faste daglige rammer, så er dagene alligevel helt forskellige på Galtrup. For med omkring 80 elever på efterskolen fra Danmark, Grønland, Afghanistan, Syrien, Iran, Palæstina, Ukraine, Letland og Somalia er der altid gang i et eller andet projekt på skolen.
Det kan være i musiklokalet, hvor der ofte er gang i guitarerne, boldspil i skolens hal, kreativ fordybelse i designlokalet nede i kælderen eller fuld koncentration i e-sportslokalet, der især efter aftensmaden er velbesøgt.
Galtrup Efterskole er, som de fleste andre danske efterskoler, en boble, der har sit helt eget liv. Nuvel – eleverne holder stædigt kontakt til omverdenen. Nok også i højere grad end tidligere generationer af efterskoleelever har gjort. Men på skolen er der en stemning af, at eleverne har alt, hvad de skal bruge inden for skolens område. Dog med undtagelse af en afstikker til den lokale brugs naturligvis.
Men alt er ikke fryd og gammen. Ikke hele tiden i hvert fald. For nogle elever har det sværere end andre. Det er nogle af de elever, der har allerlængst hjem. Det er efterskolens grønlandske unge.
Det er som om, at de har ofret en smule mere ved at være på Galtrup end efterskolens danske elever. For en køreafstand på et par timer er for de grønlandske elevers vedkommende ikke vejen ud af hjemve og savn.
Travlhed ved telefonen
Maritha Schmidt er på vej ind på lærerværelset. Her på efterskolen er lærernes gemmested, hvor den travle kaffemaskine bor, ikke lukket land for eleverne. Maritha savner ofte sin familie og venner og de faste, trygge rammer derhjemme.
I lærerværelsets ene hjørne står en stol betrukket i lilla-lyserødt stof. Ved siden af stolen er en lang reol hængt op på væggen, og oven på den står en sort fastnettelefon. Opkald til Grønland er gratis. Galtrup har valgt at give de grønlandske elever mulighed for gratis opkald, da mange af eleverne gerne vil ringe hjem – for det kan være dyrt at betale for nogle af elevernes familier. Det er på grund af den sorte telefon, at Maritha nu sidder i hjørnet.
Og hun er langt fra ene om at bruge fastnettelefonen på lærerværelset. Lærerne på Galtrup gætter på, at der i hvert fald 10 gange dagligt bliver ringet fra lærerværelset på det centrale Mors og mere end 3.000 km. mod nordvest. Men elevernes opkald fra fastnettelefonen er ikke altid af den lange slags – nogle gange varer de ikke mere end 30 sekunder.
Selvom flere af efterskolens grønlandske elever af og til er plaget af hjemve, så mener dansk- og klasselærer i den grønlandske klasse, Maj Blazejewicz, at flere får noget konstruktivt ud af savnet.
– Bare det at være så langt hjemmefra giver noget robusthed. I gennemsnit må de grønlandske elever få mere af den fornemmelse med hjem i rygsækken, end en dansk elev får, siger hun.
Flere af de grønlandske unge vælger også at skrive, ringe eller foretage videoopkald gennem Messenger og FaceTime fra deres egne telefoner. Fordelen ved de samtaler er, at de kan foretages i mere private omgivelser på deres værelser.
Men til trods for moderne teknologis store muligheder for kontakt til hele verden, har efterskolens sorte fastnettelefon stor værdi for de grønlandske unge på Galtrup.
Længsel mod nord
Maritha og de andre elever på Galtrup Efterskole er langt fra alene med deres hjemve. På landsplan tager mere end hver femte grønlandske efterskoleelev hjem, før skoleåret er forbi, viser tal fra Grønlands Statistik.
– Der er ret stort frafald omkring jul, hvor mange har rigtig meget hjemve, siger Nathasja Preus fra Foreningen Grønlandske Børn.
Men hjemve kan dække over mange forskellige ting. Det mener Maren Ottar Hessner fra Efterskoleforeningen.
– Der er en stor kasse, som hedder hjemve. Den kan man putte meget i. Lige så snart, der er noget galt, siger man, at det er hjemve – men der kan være mange andre grunde til, at det er svært, siger hun.
For eksempel kan problemerne i virkeligheden handle om uløste konflikter på enten hjemmefronten eller med kammerater i Grønland. Eller konflikter med værelseskammerater og de andre elever på efterskolen.
Til gengæld er de grønlandske elever ofte rigtig gode til at komme ud af værelserne og få snakket med hinanden om hjemveen. Det har Maj Blazejewicz, der har været klasselærer for den grønlandske klasse de sidste fire år, observeret.
– De er rigtig gode til at komme ud af deres værelser og spille guitar eller kort. Meget mere end de danske elever. Grønlandske elever er også tvunget til at tale med hinanden omkring hjemve – for hvem skal de ellers tale med, siger hun.
Dog skal de ikke stå alene om at håndtere de svære følelser omkring hjemve. Det kan lærerne på efterskolerne også hjælpe med.
Ikke et ord om kaffemik
Alene det at gå en tur med den enkelte elev uden en forventning om, at der skal snakkes, kan hjælpe. Derudover mener Maren Ottar Hessner, at det er vigtigt at forberede de unge på, at hjemveen kommer. Det er blandt andet et samtaleemne på den sommercamp, som 126 grønlandske unge i år kommer på i nogle dage, før de starter på deres efterskole. Her får de unge redskaber til blandt andet at håndtere hjemve.
– Vi fortæller dem, at de kommer til at få hjemve – ad helvede til. Og det bliver svært. Men der er måder at håndtere det på, siger hun.
Det kan for eksempel være at lade være med at kontakte familien i Grønland dagligt, få talt med sin kontaktlærer, undgå at isolere sig og tale med andre grønlændere på modersmålet.
Derudover skal de grønlandske forældre lade være med at fortælle de unge for meget om de ting, den unge går glip af derhjemme.
– Forældrene skal lade være med at fortælle om alle de fantastiske ting, der foregår derhjemme – ‘så var vi ude i fjeldet, så var vi til kaffemik’ – nej, der skete ikke noget, mens du var væk – der var mega kedeligt. Den slags historier kan gøre hjemveen værre, siger Maren Ottar Hessner.
Hjælp flere steder fra
Hos Det Grønlandske Hus i Aarhus arbejder Søs Hald som socialmedarbejder, hvor hun har ansvaret for de grønlandske efterskoleelever, der er på efterskole i Region Midtjylland. Hun er fra Grønland og har boet i Danmark i næsten 30 år.
Søs Halds fornemste opgave er at tale med eleverne, når de har det svært. I starten af skoleåret tager hun på besøg på alle efterskoler i regionen, hvor der er startet nye grønlandske elever. Her fortæller hun eleverne, at hun er der til deres hjælp, og at de altid kan ringe eller skrive til hende, hvis de har brug for nogen at tale med – på grønlandsk eller dansk.
I august sidste år startede 84 grønlandske elever på efterskole i Region Midtjylland. Ud af dem er der 73 elever tilbage. De fleste af de frafaldne elever har Søs Hald været i kontakt med, inden de valgte at stoppe på efterskole – eller blev smidt hjem. Hun er også i kontakt med flere af dem, der stadig er her, og hun kan mærke, at eleverne er glade for hende.
Hendes arbejde går i høj grad ud på at tale med de unge, trøste dem og snakke om problemer. Somme tider fungerer hun som mellemmand mellem eleven og kontaktlæreren, hvis eleven selv har svært ved at forklare et problem – enten grundet sproglige udfordringer eller fordi eleven er for høflig og ikke har lyst til at tale om problemer omkring hjemve med skolen.
Men hvis eleverne håndterer problemerne og hjemveen, har de meget at vinde, når de kommer hjem igen.
Bedre end andre grønlandske elever
Udover at et efterskoleophold kan hjælpe de unge med at tackle det at være langt væk hjemmefra, så er der også større sandsynlighed for, at de unge påbegynder en ungdomsuddannelse, hvis de tager på efterskole i Danmark, i forhold til hvis de tager på efterskole i Grønland.
Det viser antropolog Helene Ahrens Johansens rapport Grundskolen af omveje, som hun i 2016 lavede for det grønlandske selvstyre.
Rapporten viser, at cirka 50 procent af eleverne fra danske efterskoler fortsætter direkte på en ungdomsuddannelse, når de kommer hjem fra deres efterskoleophold i Danmark. Det gælder kun for cirka 30 procent af de unge, der tog et år på en grønlandsk efterskole.
Og endnu flere fortsætter, når de først har været hjemme et år og har arbejdet eller holdt sabbatår. I skoleåret 2013/2014 fortsatte knap 70 procent af de unge, der havde været på efterskole i Danmark, på en uddannelse et år efter, de havde været på efterskole i Danmark. Det tal var cirka 50 procent for de unge, der havde gået på efterskole i Grønland.
15 millioner kroner gør gavn
Skoleleder Karno Lynge på folkeskolen Ukaliusaq i Nuuk mener også, at de grønlandske unge får oplevelser med fra Danmark, der kan styrke deres fremtidige uddannelse hjemme i Grønland.
– Vi ved, at elever, som har haft et års efterskoleophold i Danmark, kommer tilbage med større åbenhed og en mere udadvendt adfærd. Derudover har eleverne haft et ophold, hvor de inspireres af deres jævnaldrende trods kulturforskelle. Jeg er sikker på, at et intenst år med inspiration og masser af oplevelser fremmer de unges lyst til at blive til noget med en uddannelse, siger hun.
Hos Selvstyret i Nuuk er man også positiv indstillet overfor efterskoleophold i Danmark, selvom det årligt giver en udgift på 15 millioner danske kroner.
– Det er stadig vores indtryk, at de danske efterskoler gavner de unges uddannelsesmuligheder, siger Karl Kristian Olsen, uddannelseschef ved Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke i Grønland.
Men for at gennemføre et efterskoleophold i Danmark skal eleverne vænne sig til en række nye måder at gøre tingene på.
Ro ved bordet, tak
Klokken nærmer sig 17.30, og det betyder aftensmad på Galtrup Efterskole. Eleverne behøver dog ikke at være der, når maden bliver serveret, fortæller den grønlandske elev Kathrine Hermansen. Så længe man er til stede i spisesalen, når der er fælles beskeder fra vagtlæreren.
Spisesalen er et meget stort lokale med flere rækker af borde langs højre side og for enden af midtergangen, hvor buffeten er placeret. Her er rester fra gårsdagens aftensmad – både suppe, mørbradgryde med ris og en frisk salatbuffet. Langs bordene i højre side er der vinduer, så eleverne kan kigge ud på græsset og træerne, mens de spiser. Til venstre for buffeten er lærernes bord placeret.
I spisesalen kan man ikke kun høre klirren med bestikket på tallerkenerne. Der bliver også snakket rundt omkring bordene. Rigtig meget – og højt. Og netop snak under måltiderne er noget, de grønlandske efterskoleelever ikke er vant til hjemmefra.
– Danskerne synes, at vi er unormale, fordi vi ikke snakker så meget i forhold til dem. Og så larmer danskerne virkelig meget! De skriger virkelig meget og taler virkelig højt. Virkelig højt! Første dag fik jeg lidt hovedpine, fordi de larmer alt for meget, fortæller Maritha.
Heldigvis har Maritha vænnet sig til larmen, men hun er langt fra den eneste af de unge grønlændere, der har været generet af støj fra den konstante snak rundt på skolen – især under maden. Også Malik Mathiassen har mødt problematikken på efterskolen.
– Danskere er larmende. Rigtig meget. I Grønland er der ikke så meget larm. Hvis vi skal spise, skal vi alle sammen være stille. Man må ikke tale. Men danskere taler rigtig meget, siger han.
Malik har ikke helt vænnet sig til støjen endnu.
Danskerne forstår ikke roen
Søs Hald nævner også larmen som de unge grønlænderes store udfordring fra starten af deres efterskoleophold.
– Det har jeg grint lidt af, men jeg kan godt se, hvad de mener. Når jeg besøger eleverne første gang, spørger jeg selvfølgelig, hvordan de har det. Så siger de: ’Danskerne snakker så meget. Og når vi skal spise, er der så meget larm’, siger Søs Hald.
– Grønlænderne har det med at spise i stilhed. Det er ikke for at være uhøflig, men man sidder og nyder maden. Man sidder ikke og snakker.
Ifølge Søs Hald er netop larmen en stor udfordring for næsten alle de grønlandske efterskoleelever. Hun mener, at det er den største omvæltning for eleverne, når de kommer til Danmark.
Hos Foreningen Grønlandske Børn har man i dette skoleår for tredje gang arbejdet med projektet Allu, der består af fem weekendlejre for grønlandske efterskoleelever i Danmark. Her genkender projektleder Nathasja Preus også udfordringen. Hun beskriver det ved, at man kan høre en knappenål falde til jorden, mens de spiser under Allus arrangementer.
– Når alle er færdige med at spise, kommer der et lettelsessuk fra de unge. Rigtig mange af dem italesætter der, hvor dejligt det er at kunne spise i fred. Så får vi taget en god snak om, at det kan de andre på efterskolerne ikke forstå. Medmindre de grønlandske elever prøver at forklare dem hvorfor, siger Nathasja Preus.
Fodbold blev nøglen
Malik Mathiassen savner spiseroen i Grønland, sine forældre, søstre og venner, men han savner ikke alt derhjemme. For når snakken falder på klimaet, er det noget helt andet for den unge mand på 17 år.
– Jeg kan godt lide at være i Danmark. Der er varmt og ikke så koldt – jeg kan godt lide varmen. Jeg er blevet vant til den, siger han.
Faktisk er han blevet så vant til varmen, at han havde det svært med kulden i Grønland, da han var hjemme på juleferie. Men siden da har han ikke været hjemme, og de lange perioder, hvor Malik har været på efterskole i Danmark, har sat deres tydelige spor i hans danske sprog. Fodbold blev en nøgle for, at Malik fik mod til at bruge sit dansk, mener han selv.
– Da jeg først kom, talte jeg ikke så meget dansk. Mest med mine venner. Jeg troede ikke, jeg ville kunne lære dansk, fordi det er pinligt, hvis jeg skal fejle. Men da jeg først startede med at spille fodbold, blev jeg mere åben, siger Malik, der i dag taler et nogenlunde forståeligt dansk med accent.
Selvom gode danskkundskaber er af stor nødvendighed for grønlandske unge, der ønsker at gå på gymnasiet i Grønland, handler et ophold på Galtrup Efterskole for de grønlandske elever ikke kun om at blive dygtigere til dansk på tale og skrift. Det handler i ligeså høj grad om at komme væk hjemmefra og få skabt nye relationer.
Grønlandske Patrick Mogensen har i længere perioder haft et svært ophold på Galtrup, siger han selv. Han har haft store problemer med hjemve og rastløshed. Det til trods har han været glad for at have fået de kontakter og oplevelser, som han tager med sig hjem.
– Jeg har fået mange gode grønlandske venner her. Jeg er meget glad for at have været i en klasse kun med grønlændere – det var sjovt. Jeg er meget glad for, at skolen har gjort det sådan, siger Patrick, der dog ligesom Malik glæder sig til at komme hjem til Grønland i slutningen af juni.
Kærlige forbindelser
Kathrine Hermansen på 16 år og Ivaana Heinrich på 17 år kender hinanden hjemme fra Nuuk. De har kendt hinanden i lang tid, før de begge startede Galtrup Efterskole. De to veninder har fulgt hinanden helt tilbage fra børnehaven.
Da Kathrine i 5. klasse skulle skifte væk fra deres fælles skole, besluttede Ivaana og hendes familie, at hun skulle skifte samme sted hen som Kathrine. Og for omkring et år siden var det Ivaana, der inspirerede Kathrine til at starte på Galtrup Efterskole. Det tiltalte Kathrine, at hendes barndomsveninde skulle gå der samtidig med, at hun havde hørt, at skolen havde et godt miljø for grønlændere.
Kathrine er halvt dansk, da hendes far er dansk og hendes mor grønlænder – hun har dog altid boet i Grønland. Ivaana kommer ud af en ren grønlandsk familie. De to piger er glade for at gå på Galtrup, selvom de i starten oplevede, at nogle af de danske elever var særligt hårde ved dem og drillede dem med deres grønlandske baggrund. Det har de dog kastet af sig, og Ivaana har fået en dansk kæreste.
Men træerne vokser ikke ind i himlen, for begge pigers nærmeste fremtid ligger ikke i Danmark. De vil begge gerne hjem og tage videre uddannelse, og det har betydet, at Ivaana og hendes danske kæreste har måtte slå op, men i første omgang vil de nyde den sidste tid sammen på Galtrup.
Det netværk, som de grønlandske unge opbygger gennem et efterskoleophold i Danmark, er både godt at have under selve opholdet, men det kan også vise sig at være yderst værdifuldt for de unge, der senere skal starte på ungdomsuddannelse i Grønland.
Der er nemlig gode chancer for, at de grønlandske efterskoleelever fra Galtrup ender på eksempelvis samme ungdomsuddannelse, som dem de gik på efterskole med i Danmark. Det kan være en stor fordel socialt, hvis man for eksempel skal flytte alene på kollegium langt væk fra forældre og venner.
Tvunget til selvstændighed
I løbet af et efterskoleophold modnes eleverne meget og lærer at være mere selvstændige. De kan ikke bare tage hjem på weekend, hvis de savner mor og far. De skal blive der. Ifølge Maren Ottar Hessner fra Efterskoleforeningen kan et efterskoleophold i Danmark være god træning til senere uddannelse i Grønland.
Når Maritha og hendes klassekammerater om en måneds tid afslutter deres efterskoleophold og tager hjem til Grønland, går de en væsentlig anderledes tid i møde end deres danske kammerater. I modsætning til deres kammerater, der i mange tilfælde skal hjem og bo hos deres forældre, mens de tager deres ungdomsuddannelse, har den grønlandske klasse nogle helt anderledes udsigter.
Vil man have en gymnasial uddannelse i Grønland, skal man med stor sandsynlighed flytte langt væk hjemmefra, hvis man kommer fra en bygd. For landet har kun fire gymnasier, der ligger i de fire største byer.
– Det er nemt at tro, at ‘nu skal de hjem igen’ ligesom de danske elever. Men det skal de ikke. De kommer måske aldrig hjem igen. Det koster kassen at flyve indenrigs i Grønland, så mange af deres forældre har ikke råd til, at de kan komme hjem i ferierne. Eleverne er virkelig alene, siger Maren Ottar Hessner.
Derfor er det ifølge hende rigtig vigtigt, at de unge bliver trænet i at tackle hjemve til den dag, de står alene på et kollegieværelse flere hundrede kilometer væk fra deres familier.
– Et efterskoleophold er et rigtig godt sted at træne selvstændighed, siger hun.
Flere steder i Grønland bliver børn dog tvunget væk hjemmefra i en endnu tidligere alder. Allerede fra 12-13 års alderen er nogle børn nødt til at flytte væk fra deres familier i hverdagene, fordi den lokale skole i bygden ikke har alle klassetrin.
– De har altså stået på egne ben – nogle helt ned til 7. klasse. De har jo en helt anden styrke i at tage på efterskole, fordi de allerede har været vant til at stå på egne ben, siger Nathasja Preus fra Foreningen Grønlandske Børn.
Modenhed, moussaka og støveklud
En del af efterskolelivet er også de huslige pligter. Man skal gøre rent, holde sit værelse pænt, vaske tøj og hjælpe til med madlavningen. På Galtrup Efterskole har de en række linjefag, som eleverne skal til to gange om ugen. Et af de linjefag er gastronomi, og det har Patrick valgt.
I hjemkundskabslokalet på den lille folkeskole skråt over for Galtrup arbejder seks unge mennesker i køkkenerne. De fire piger og to drenge er alle afslappet klædt, og pigerne hyggesnakker og fniser lidt, mens de kokkererer.
– I dag skal de lave moussaka, fortæller Kirsten Mouritsen, der styrer slagets gang i køkkenet.
Patrick tæsker rundt i gryden med piskeriset. Han kigger spørgende på Kirsten. Hun fortæller ham, at det er den opbagte sovs, han er ved at lave. På blusset ved siden af ligger kødet til retten på en pande og simrer. Imens Patricks madmakker står og skærer auberginen ud i skiver, samler Patrick moussakaen i det ovnfaste glasfad.
[su_youtube url="https://www.youtube.com/watch?v=IKgu8bJeROI&feature=emb_logo"]
Husligheden hører også med til den selvstændighed, eleverne gerne skal få bygget op, mens de er på efterskole, så de fuldstændigt kan klare sig selv, når de skal videre i uddannelsessystemet.
Malik fortæller, at han ikke før har prøvet selv at skulle vaske op og gøre rent. Han synes, at det er godt at kunne lære det på efterskolen, så han kan få prøvet det af, inden han skal stå helt på egne ben. Hans forældre ligesom ham glade for den del af efterskolelivet.
– De syntes, at det var en god idé at jeg skulle på efterskole, fordi jeg skal lære at gøre rent, siger Malik.
Et misforstået øjenbryn
Til august i år skal der ske noget helt nyt. Uddannelsesstyrelsen i Grønland har vurderet, at det er vigtigt at bakke op om de unge grønlændere, der vælger at tage et år på efterskole i Danmark. Der er nemlig et stort frafald blandt de grønlandske unge, og allerværst ser det ud i skoleårets første måned – og til jul.
Derfor har man forsøgt at finde ud af, hvad der gør, at de unge vender hjem efter så kort tid i Danmark. Det har resulteret i en sommercamp, hvor 126 af skoleårets kommende efterskoleelever fra Grønland skal igennem nogle forskellige temaer som forberedelse til det kommende skoleår.
Der skal arbejdes med elevens personlige motivation og formål med efterskoleopholdet. Der skal arbejdes med at få skabt et fællesskab fra starten for de unge grønlændere – især for dem, der er eneste grønlænder på deres efterskole.
– Vi skal arbejde rigtig meget med kulturmødet. Det med, at når man er i Danmark, kan man ikke svare ved at løfte sine øjenbryn. For der er ikke nogen, der fatter, at du står og siger ja, siger Nathasja Preus fra Foreningen Grønlandske Børn, som er en stor del af det nye projekt med sommercampen.
Nathasja Preus fortæller, at der med simpel kommunikation som et løftet øjenbryn nemt kan opstå uheldige situationer. Eksempelvis hvis en lærer stiller det samme spørgsmål flere gange, og eleven svarer hver gang, og fordi det er nonverbalt kommunikeret tilbage fra elevens side, forstår læreren det ikke.
– Det er nogle rigtig dumme misforståelser. Så hvordan kan man, når man har valgt at tage herned, arbejde med ikke at havne i sådan nogle situationer? Det kan man nemt lære lidt om, fortæller hun.
På sommercampen skal eleverne også arbejde med i det hele taget at gå på efterskole, og de skal lære om, hvad det vil sige. Selvom eleven skal på en idrætsefterskole, er der eksempelvis også boglige fag, og det er ikke alle unge grønlændere, der er klar over det. Slutteligt skal de unge have en masse lavpraktiske informationer.
– De skal også vide, hvordan man kører med tog. Mange af dem vil rigtig gerne stå på egne ben, men det er sørensuseme svært, hvis man aldrig har prøvet at tage et tog før, siger Nathasja Preus.
Hun fortæller, at eleverne blandt andet skal trænes i, hvordan man køber en togbillet, hvordan man bruger Rejseplanens app, hvordan man holder øje med en afgangstavle, og hvilket tog man skal med fra hvilken perron.
Adgang til en større verden
I Danmark har grønlænderne mulighed for at lære mere end bare lavpraktiske informationer, som er svære at få i Grønland. Grønlændere er danske statsborgere og har derfor samme rettigheder til gratis uddannelse som danskere, der er født og opvokset i Danmark. Det giver grønlændere gode muligheder for at tage uddannelse i Danmark. Det kan være en fordel, da der ikke er uanede mængder af uddannelser at vælge mellem på det grønlandske universitet, Ilisimatusarfik, hvis det er en universitetsuddannelse, man som grønlænder drømmer om.
Michael Böss, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, mener, at det har stor værdi for Grønland, at de kan læne sig op ad Danmark blandt andet på uddannelsesområdet som en del af Rigsfællesskabet. Han synes desuden, det er fornuftigt, at grønlandske unge kommer på efterskoleophold i Danmark. Her har de nemlig mulighed for at opleve en større verden, siger han.
– De bliver måske lidt bedre til dansk, men det har også den betydning, at så længe Grønland er en del af Rigsfællesskabet, og det vil de nok være i en meget stor og overskuelig periode af rent praktiske og økonomiske grunde, er efterskolerne en god måde, hvor de kan komme til at forstå en lidt større verden, siger Michael Böss og fortsætter:
– Det er vigtigt for mikronationer som Grønland, at unge kommer ud i en større verden, fordi man får sat nogle ting i perspektiv. Det kan godt være svært, hvis man lever i så små samfund.
Også Naja Blytmann Trondhjem, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, understreger betydningen af, at Grønland kan sende unge mennesker til Danmark for at tage uddannelse.
– Lærer de dansk, har de flere muligheder for at få en uddannelse – måske andet end at blive fisker og fanger. De, der ikke har bestået dansk fra folkeskolen, er blandt andet dem, som ikke får en uddannelse, siger Naja Blytmann Trondhjem.
Farvel and welcome
Men noget tyder på, at Grønland er på vej mod en sproglig omstilling væk fra dansk. Den nye grønlandske koalitionsregering var blot få dage gammel, da den præsenterede et forslag om, at engelsk skal overtage den position, dansk har som første fremmedsprog i Grønland.
Men er det nu også realistisk at foretage en sådan omstilling?
Ikke i løbet af en kortere årrække, mener Michael Böss. Og det er der især én vigtig grund til. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med lærere, der vil kunne undervise de grønlandske elever i engelsk. Samtidig er der i øjeblikket mangel på omkring 300 lærere.
Tror du, at en omstilling til engelsk vil få betydning for antallet af grønlandske unge, der kommer til Danmark for at gå på efterskole?
– Det vil den jo i høj grad. For der vil være færre grønlandske unge, der vil være i stand til at gennemføre en skolegang på dansk efterskole. Nedprioriteringen af dansk vil sandsynligvis også øge fraflytningen fra Grønland blandt de mere veluddannede. Det er en tendens, der allerede er i gang, siger Michael Böss.
Han pointerer, at en nedprioritering af dansk også vil være medvirkende til at Grønland isolerer sig fra resten af Norden, da Grønland som medlem af Rigsfællesskabet er en del af det nordiske fællesskab. Det giver ifølge Michael Böss Grønland mulighed for at være en del af en endnu større verden.
Forslaget fik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at udtrykke bekymring under Folketingets spørgetime den 8. maj. Han mener, at det vil kunne få konsekvenser for unge grønlændere.
– Danmark står åbent, totalt åbent, for alle grønlandske unge, som ønsker at dygtiggøre sig. Forudsætningen for, at man kan tage det spring, er, at man mestrer det danske sprog, sagde statsministeren.
Efter sommeren
Selvom de fleste grønlandske elever på Galtrup drømmer om en fremtid i Grønland, er der ingen, der kan tage den større verden fra dem, som de har oplevet med et efterskoleophold i Danmark.
De unge har meget forskellige drømme for fremtiden. Malik overvejer, om han skal have sommerhus i Danmark en dag, hvorfra han kan nyde det lune danske sommervejr. Ivaana og Maritha vil gerne uddanne sig til at arbejde på kontor – et job som Ivaana gerne vil have i Danmark. For hun vil gerne tilbage – også for at kunne give kærligheden en frisk chance.
I modsætning til Ivaana har Laila Geisler Jørgensen på 17 år ingen planer om at komme tilbage til Danmark. Hendes svar på, hvorvidt hun vil tilbage til Danmark, er klart og tydeligt:
– Nej! Jeg vil tilbage og hjælpe Grønland. Der er stor mangel på sygeplejersker i Upernavik, oversætter klassens hjælpelærer, Johanne Jensen.
To gange om ugen kommer Johanne Jensen, der selv har rødder i Grønland, forbi klassen for at snakke og oversætte for eleverne. Hun har blandt andet talt med Laila om hjemve, tiden hjemme i Grønland og på skolen. De samtaler har fået Laila til at åbne sig mere op for både lærerne og de andre elever.
Laila har boet i den lille bygd Upernavik hele sit liv sammen med sine forældre, søskende, bedsteforældre og cirka 1000 andre indbyggere. Bygden ligger langt mod nord – tættere på Thule end på Nuuk.
Pigernes trin
Det summer i den store hal på Galtrup Efterskole. Pigerne fra Grønland løber frem og tilbage mellem hallen og værelserne, før det går løs. Der skal skiftes tøj, lægges make-up – og ryges en smøg eller to.
Alle pigerne er klædt i stramme sorte leggings og sorte bluser. Musikken spiller i baggrunden, så pigerne kan øve igennem en sidste gang, før det går løs. De andre elever har fået besked på at komme ned og se på.
– Man skal bakke op om sine kammerater, manede den ansvarlige lærer for aftenens beskeder.
– Gå lige ned og hent dem, siger pigernes danselærer til sin kollega, få minutter før showet tager fart.
Pigerne har allerede påbegyndt danseshowet, da de sidste elever kommer ind og trisser rundt uden at kunne bestemme sig for, hvor de vil sidde.
Maritha danser med store, præcise bevægelser, som om hun selv har fundet på trinene. Hun tjekker ikke, hvordan de andre piger danser, for hun har for travlt med at smile til publikum.
Ivaana griner af sig selv, da hun tager fejl af et trin og kommer ud af takt. Egentlig ville hun slet ikke danse, men nu står hun alligevel på første række med stort hår og rød læbestift.
Laila står også på forreste række i danseopstillingen – yderst og med tykke fletninger og en anelse make-up. Hun løb fra klassen, da hun i august skulle sige sit navn for første gang. Og hun begyndte først rigtigt at tale med de andre flere måneder inde i opholdet. Maj Blazejewicz beskriver hende som en meget genert pige.
Hun er en af de elever, der taler mindst dansk, og derfor taler hun mere med tolken Johanne, end hun gør med sin klasselærer Maj, der ikke taler grønlandsk.
Lailas bevægelser er større nu, og hun er mere modig, end da pigerne øvede dansen – stadig med en flig af tilbageholdenhed.