Ressourcemangel går ud over inklusionsbørn

”Jeg synes, det er sådan en smuk tanke, og det er det rigtige at gøre for de fleste børns vedkommende. At skolen skal være rummelig, at vi skal have et samfund, hvor man kan få lov at være anderledes.”

Dorthe Dams søn, Asser, blev for tre år siden diagnosticeret med både ADHD og aspergers syndrom. Han er 11 år gammel og oplever flest problemer med sin ADHD, når han er i skole. Det gør han, fordi han ifølge sin mor mangler struktur og grundigere planlægning i skolen.

Asser har altid gået i en almindelig folkeskoleklasse i modsætning til andre børn, som har samme behov som ham. De senere år er en del af de børn blevet flyttet fra specialklasser til almene skoleklasser.

Børn blev flyttet
I 2012 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at 96 procent af alle skoledygtige børn i 2015 skulle gå i almindelige folkeskoleklasser. De følgende år blev inklusionen flere gange taget op til debat og fik hård kritik.

Derfor nedsatte regeringen i 2015 et ekspertudvalg, som skulle undersøge, om det gik så dårligt med inklusionen i folkeskolen, som mange mente. Resultaterne for undersøgelserne kom frem i maj 2016, hvorefter det blev besluttet at fjerne inklusionens måltal på de 96 procent.

SFI inklusionspanelet undersøgte også sagen og kunne blandt andet dokumentere, at for mange inklusionsbørn mistrivedes og at lærerne ikke havde tilstrækkelig specialpædagogisk viden til at håndtere de overflyttede børn med særlige behov.

Inklusion kræver ressourcer
Formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, mener, det er et stort problem, at lærerne på de danske folkeskoler ikke har de ressourcer, der skal til for at håndtere de børn, der skal inkluderes i de almene skoleklasser. Blandt andet er det penge og tid, lærerne mangler.

”Det handler selvfølgelig om, at man prøver at spare penge. Og det handler jo også om, at det er et usynligt handicap, så man kan spare rigtig meget på de her børn, uden man opdager det,” siger Heidi Thamestrup.

Hos ADHD-foreningen er man i udgangspunktet positivt stemt over for idéen om inklusion i de danske folkeskoler. Udviklingskonsulent i foreningen Louise Hübertz Poulsen lægger dog også vægt på, at det kræver ressourcer i form af flere voksne og mere tid, når flere elever skal inkluderes i en klasse.

Børne- og undervisningsordfører hos Venstre, Anni Matthiesen, er dog overbevist om, at skolerne har de nødvendige ressourcer til at håndtere inklusionsproblemet. Hun mener, det er kommunernes og skolernes eget ansvar at prioritere pengene bedst muligt.

“Vi politikere er også sat i verden til at må prioritere, og derfor havde vi tillid til, at de penge, man allerede brugte på området – som jo er mange penge – også var nok til at klare inklusionsopgaven,” siger hun.

Svært for forældrene
Det er ikke kun på skolerne, det kræver ressourcer at inkludere børn med særlige behov. Også for forældrene kræver det meget. Det er Dorthe Dam et eksempel på. For tre år siden mistede hun sit arbejde, fordi Asser i en lang periode havde det så dårligt, at han ikke kunne gå i skole. Siden har hun hver morgen sørget for, at hendes søns dag i skolen er nøje planlagt og at han ved, hvad der skal ske.

“Jeg synes, folkeskolen er blevet en industri. Og så er der et stort affaldsprodukt, og det er alle de børn, der ikke bliver rummet,” siger hun.

Louise Hübertz Poulsen fra ADHD-foreningen mener, at det har været nemt for lærere at afvise et barn i folkeskolen, fordi det var for besværligt at håndtere.

”Vi har jo haft en kultur tidligere, hvor man som lærer i en klasse har kunnet sige ‘de her børn kan jeg simpelthen ikke håndtere – lad os flytte dem et andet sted hen’. Nu skal man spørge sig selv om, hvad der gør, at barnet ikke trives i fællesskabet. Det stiller nogle andre krav til de voksne,” siger Louise Hübertz Poulsen.

Lærerne mangler kompetencer
Lærerforeningen Aarhus har i år foretaget en undersøgelse blandt deres knapt 700 medlemmer. Resultatet af undersøgelsen viser blandt andet, at størstedelen af lærerne har elever i deres klasser med særlige behov. I alt mener 85 procent, at de har elever i klasserne, som ikke får den særlige støtte, de har brug for. Tallene fra Aarhus Lærerforening stemmer overens med opfattelsen hos lærere i resten af landet.

Ifølge en undersøgelse fra Silkeborg Kommune oplever nogle lærere dog her, at deres skoleledelse og det øvrige team er godt klædt på til inklusionsopgaven. Blandt andet på Langsøskolen i Silkeborg forsøger man at gøre inklusion til en fælles opgave. Her udnytter man også inklusionscenteret, som er skolens nabo, til at få viden fra de medarbejdere, der arbejder med børn med særlige behov til hverdag.

”Det er virkelig vigtigt, at ens ledelse er klar over, at inklusion er sindssygt svært – og det, synes jeg, vores ledelse er. Vi italesætter rigtig meget, at det er en kæmpestor opgave, fordi inklusion er vildt mange ting. Der er mange, mange forskellige typer børn, der skal inkluderes,” fortæller Louise Skov, som er lærer og inklusionspædagog på Langsøskolen.

Mange skoler oplever dog stadig udfordringer med inklusionen. Ser man på undersøgelser fra forskellige danske kommuner, viser det ofte samme resultat – om det er i Thisted, Randers eller Frederiksberg Kommune. Lærerne føler sig ikke godt nok klædt på, selvom de synes, inklusion er en god idé.

Alle vil det gerne
Mette Molbæk, som er lektor ved VIA i Aarhus, forsker i inklusion i folkeskolen og har fundet ud af, hvad flertallet egentlig synes om inklusion.

”Alle vil det faktisk rigtig gerne. Alle tænker, det er en god vision og ambition om, at børn skal være en del af fællesskabet på den lokale skole,” siger hun.

Hun har dog også et bud på, hvorfor inklusionen er så svær at få succes med. Lærerne står i nogle dilemmaer, hvor de både skal have fokus på det enkelte barns trivsel og at være omsorgsfuld, samtidig med at der er øget pres på elevernes faglige udbytte. Mette Molbæk mener, det er inklusionens kerneudfordring.

Anni Matthiesen (V), mener også, at inklusion er en god idé, fordi børnene med særlige behov også spejler sig i deres klassekammerater. Hun pointerer dog også, at det er et stort stykke arbejde at få det til at fungere.

”Man skal til at tænke inklusion på en anden måde, end man har gjort på mange skoler. Det er klart, det er svært, for det er jo nærmest en kulturændring, der skal til,” siger hun.