Når en kvinde ikke kan bruge sit moderinstinkt

For to år siden fik Hannah Lundager leveret nyheden. Hun lå på hospitalet og var netop blevet opereret. Lægen kom ind på stuen og fortalte hende i en sidebemærkning, at hun forresten ikke ville kunne få børn, og derefter forsvandt han ud ad døren igen.

Hannah havde fået fjernet en blodcyste på 13 gange 8 centimeter, og det var nu langt om længe blevet klart for lægerne, at hun havde endometriose – og det sad ikke hvor som helst. Det sad nemlig på livmoderen.

I lokalet var hendes mand Silas, og moren var også netop kommet på besøg. Ingen af dem sagde rigtigt noget. Silas tog hendes hånd.

”Alle var stille. Det lå lidt under os, og lige pludselig blev tæppet bare revet væk, og så var der bare et stort hul nedenunder,” fortæller hun.

Sygdommen påvirkede venskaber
På baggrund af de mange informationer til de mange undersøgelser i det forløbne år kunne hun forberede sig lidt på at få den endelige besked. Alligevel blev hun slået ud, da den kom.

”Hver gang, vi var sammen med venner med børn, kunne jeg ikke holde dem. Jeg kunne ikke være sammen med små børn, fordi det gjorde for ondt ved tanken om, at det kunne jeg ikke få.”

Fordi Hannah ikke kunne rumme at være sammen med sine venners børn, kunne hun heller ikke se sine venner på samme måde. Det kom til at gå ud over nogle venskaber. Undervejs i processen mod at acceptere sin situation, tog hun den beslutning, at hun ikke ville lade sin sygdom gå ud over dem mere.

For hende var det noget af det sværeste ved hendes situation. At se andre med børn, høre folk tale om børn og høre om folk, der blev gravide. Det kunne hun ikke være i. Og når hun ikke kunne rumme at være sammen med sine venners børn, blev det også svært at se vennerne.

Bearbejdelsen
For Hannah blev det til en aktiv beslutning at vælge, sygdommen ikke skulle være hendes liv. Hun ville ikke have den til at ødelægge venskaber, og hun ville ikke have, det hele skulle handle om hende og hendes smerter. Hun trådte mange skridt op af selvmedlidenhedsstigen og levede sit liv videre. Men det var svært.

”Det var bestemt ikke nemt. Det lyder nemmere nu, end det var, men det var virkelig hårdt. Hele 2015 kan jeg stort set ikke huske – det var en stor følelsesmæssig tornado,” fortæller hun.

”Det var et valg for mig at træde ud og sige ’Jeg tror, der er mere, og jeg tror, mit liv godt kan være godt, selvom jeg ikke kan få børn.’”

I lang tid havde hun bebrejdet sygehuset og lægerne. Hun var frustreret og sur over, at de ikke havde opdaget hendes endometriose i tide, så der måske kunne være gjort noget. Men nu var det vigtigt for Hannah at tilgive dem. Hun vidste godt, det ikke var deres skyld. Hun vidste godt, de bare var mennesker. Hun havde brug for at tilgive dem og sige, at de heller ikke kunne have forudset det. Det var en lang proces for hende, men det lykkedes.

Alene med byrden
Da hun selv fik beskeden, kendte hun til ét par, som havde været ude for det samme og var gået i fertilitetsbehandling. Hun følte sig meget alene med byrden og følte sig som den eneste, der var igennem det.

Hannah havde selv brug for at tale om sin sygdom og det, at hun ikke ville kunne få børn. Hun havde brug for at lade venner og familie vide, at livet ikke var særlig sjovt lige nu. Det gjorde hun så. Og da hun begyndte at tale om det, fandt hun ud af, at hun kendte mange flere, der havde fået samme besked.

”Da vi flyttede herud i sommers, hvor vi bor nu, talte jeg med vores nye nabo. Hun er i fertilitetsbehandling og har ikke fortalt det til nogen. Men hun fortalte det til mig, fordi jeg fortalte kort om min historie. Jeg tænkte, at hvor går der mange rundt med den byrde.”

En anden årsag til, at Hannah ville fortælle andre om sin situation var, at endometriose er en sygdom, som mange kvinder ikke fortæller om, fordi det kan virke blufærdigt. Den eksisterer i underlivet, og man er nødt til at nævne ordet ’menstruation’ mange gange, fordi det er dét, det handler om. Og hun vidste, at hvis hun gik med det i sig selv, ville byrden kun blive endnu tungere at bære.

En trøst for andre
Hannah er ikke i tvivl om, at det har hjulpet hende igennem sorgen, at hun har talt åbent med andre om det. Hun mener, at hvis man kæmper med store ting, bliver det nemmere af, at man tør fortælle andre om det. Ikke med det formål at få medlidenhed, men så man kan få lidt ro og tid til at være sig selv, uden at andre stiller spørgsmålstegn ved det.

”Jeg ville være rigtig ked af, hvis jeg om nogle år mødte en, der havde været igennem det samme som mig og sagde ’Der var ikke nogen, der forstod mig’,” fortæller hun.

”Det er det, jeg synes, er ærgerligt. Når vi kan gå rundt og tro, vi er de eneste i verden, der har det svært. Det er vi ikke – desværre. Eller heldigvis. Måske begge dele.”

Mirakuløs undfangelse
I november sidste år var Hannah til lægen i en helt anden forbindelse. Fordi det var kort tid efter operationen, skulle lægen dog tjekke, om hun var gravid. Der fik hun så en ny besked. I hendes journal har lægerne kaldt det en mirakelundfangelse.

“Jeg havde selv brug for at bearbejde det, for jeg var lige nået til erkendelse af, at det ikke kunne lade sig gøre,” fortæller hun.

Selv havde Hannah svært ved at finde en ny mening med livet, men hun nåede ud på den anden side og erkendte sin situation. Hun var på vej til at leve et andet liv, som stadig ville være godt for hende, da hun fik beskeden.

“Min drøm og mit håb for alle, der får den besked er, at de på en eller anden måde får set lyset i den anden ende. At de finder en mening på en eller anden måde. For det gør hammerhammer ondt. Det er den værste besked, jeg nogensinde har fået.”